Topbillede

 

Formålet med SOLklinikken - Holistisk Medicin er at kombinere det bedste fra den konventionelle / vestlige medicin med det bedste fra de alternative / komplementære behandlingsformer og dermed hjælpe så mange mennesker som muligt til et bedre og sundere liv med en højere livskvalitet.

Kroppen har en forunderlig evne til at hele sig selv. Tænk bare på et blåt mærke der forsvinder, en hudafskrabning eller et snitsår der heler på kort tid, men dog efterlader et ar. På samme måde er der mange andre processer i kroppen, hvor der sker en selvhelbredelse. Tænk fx på en forstuvet ankel, der heler, når den skånes under nænsom brug, et knoglebrud der heler, når det blot får ro i en gipsbandage, eller en lever der vokser ud igen efter kirurgi. Sådan er det også med mange andre sygdomme og tilstande.

I den vestlige / konventionelle medicin har vi en tendens til at gribe ind med kemiske stoffer (medicin) og/eller kirurgi, når skaden er sket. Ingen tvivl om, at der er sket fantastiske fremskridt i vores medicinske verden, hvor læger er superspecialister inden for hver deres lille felt, og det er en rigtig god ting. Jeg har selv været en del af det system i næsten 30 år, hvor jeg har udført højtspecialiserede, gynækologiske operationer, hvor jeg ved, jeg har hjulpet rigtig mange kvinder til en bedre livskvalitet.

I det konventionelle behandlersystem - det offentlige sundhedsvæsen - er der pga. effektiviseringer, standardiseringer, pakkeforløb og stordrift desværre blevet mindre og mindre tid til den enkelte patient. Dertil kommer, at der i dette system desværre ikke så ofte er fokus på hele individet, hvorfor mange oplever at blive sendt videre - til andre specialister - med ny ventetid og nye undersøgelser til følge - eller sågar gentagelse af allerede udførte undersøgelser fordi ITsystemerne ikke altid "taler" sammen. Endelig har læger i dagens Danmark - i modsætning til læger i flere af de andre europæiske lande - ikke tradition for at beskæftige sig med alternative / komplementære  behandlingsformer som akupunktur, homøopati, naturmedicin, kost, kost- og vitamintilskud mm.

Hensigten med min klinik er derfor at hjælpe kvinder, mænd, børn, unge som gamle ud fra et holistisk livssyn og tilgang til sundhed, forebyggelse og behandling. I udgangspunktet handler det for mig meget om at give mine klienter så meget selvindsigt og så mange værktøjer som muligt i form af hjælp til selvhjælp, så de selv kan gøre det vigtigste stykke arbejde – nemlig at helbrede sig selv.

Jeg kombinerer derfor min medicinske viden med alternative / komplementære behandlinger inklusive akupunktur, kropsterapi, hypnoterapi, healing, vejledning om syre/basekost, kost- og vitamintilskud samt instruerer i fysiske øvelser, mindfulnessøvelser og meditation.

Hos mig vil du opleve, at der er god tid til både samtale, undersøgelse og behandling. Du skal derfor regne med at den første samtale tager 45-60 minutter. Udover at spørge ind til din historie, tidligere behandling samt dine aktuelle gener og symptomer, lægger jeg i samråd med dig en plan for din videre behandling. Hvis vi på forhånd har aftalt en specifik behandling eller rådgivning i forbindelse med den første samtale, skal du afsætte yderligere ½-1 time eller evt. mere afhængig af, hvad vi har aftalt.

Hvis jeg finder noget, der kræver yderligere undersøgelse eller behandling, som jeg ikke kan tilbyde, henviser jeg dig naturligvis til andre speciallæger - privat eller på sygehus - efter aftale med dig, ud fra dine ønsker og behov.

Jeg er ikke ”i lommen” på hverken medicinalindustrien eller den industri, der fremstiller vitamin- og kosttilskud eller andre produkter, idet jeg ikke samarbejder med sådanne virksomheder.

Jeg forhandler ikke nogen produkter. Jeg sælger således kun min rådgivning og de behandlinger, der bygger på min 30 år lange lægefaglige erfaring, kombineret de komplementære behandlingsformer jeg har tilegnet mig gennem de uddannelser og kurser, jeg har gennemgået inden for de senere år.